Tilbage
7 gode råd til dig og din hvalp
Har du fået hundehvalp - eller overvejer du det? Her får du 7 gode råd til den første tid med hvalpen.
Mange vestjyske familier vælger at få hund - og med det nye, firbenede familiemedlem følger både glæde, ansvar og en række overvejelser. Hvordan skaber man de bedste rammer for sin hvalp? Hvordan forstår man dens signaler? Og hvad gør man, når hverdagen melder sig?
For at hjælpe nye og kommende hundeejere godt i gang, har vi fået hjælp fra Heidi Frölich, hundeadfærdsforsker i DcH Holstebro, som deler sine 7 bedste råd til en tryg og god start med hvalpen.
1. Vælg den rigtige race
- Det er vigtigt, du bruger tid på at undersøge, hvilken race der passer til din familie og hverdag. Hvis man fx får en hund, som kræver meget motion, og du ikke selv har tid og lyst, ender det sjældent godt.
2. Få hvalpen socialiseret
- Tag hunden med ud, hvor der er andre mennesker og dyr. For eksempel banegårde, legepladser og parker. Det er også en god idé at begynde på hundetræning, så hvalpen med det samme kan vænne sig til andre hunde. Ellers kommer det til at præge hunden resten af livet – om den bliver bange eller sky.
3. Lær hunden at være alene hjemme
- Husk at træn din hund til at være alene hjemme. Gør du det ikke, er konsekvensen ofte, at den hyler og gør meget, og at den måske kradser på væggene eller bider i panelerne.
4. Stimulér krop og hjerne
- Sørg for at din hund får motion, men undgå at overgøre det. Start med at gå korte ture med din hvalp. Man plejer at sige, at det antal uger, som hunden er gammel, det må man højest gå i minutter.
- Men det er ikke kun kroppen, som kræver stimulering. Det samme gør hvalpens hjerne. Lad hvalpen bruge næsen meget, og sørg for, at den laver nogle øvelser med dig. På den måde finder hvalpen også ud af, at det er sjovt at lave ting sammen med dig, påpeger Heidi Frölich.
5. Giv hvalpen hvile og fred
- En hvalp skal sove det meste af døgnet, men den skal også have fred, når den er vågen. Det er derfor bedst, hvis hunden har et sted, hvor den kan være i fred. Især hvis der er børn i huset. Så ved den, at den har et sted, den kan trække sig hen, når den er træt eller ikke gider lege mere, forklarer Heidi Frölich.
6. Køb noget ordentligt foder
- Alle hunde har brug for godt foder, men det er især vigtigt for hvalpe. Ifølge Heidi Frölich er foderet nemlig med til at sætte præg på hvalpens knogler og øvrige fysiske udvikling.
- Hvalpen kan få vokseværk, hvis ikke foderet passer. Det kan i værste fald betyde, at hunden må ligge stille i lang tid.
- Er du i tvivl om, hvilket hundefoder du skal købe, så spørg en dyrlæge eller foderekspert til råds.
7. Forbered hvalpen på dyrlæge
- Den skal lære, at der ikke sker noget ved at blive tjekket af andre. Sæt dig ved hvalpen, tag dens poter, klip dens negle, kig den i ørene og rod den i munden. Først skal ejeren kunne gøre det, og herefter skal en anden kunne tjekke hvalpen.
Husk den lovpligtige hundeansvarsforsikring – og find ekstra tryghed i en sygeforsikring
Hvis du er hvalpeejer, skal du være opmærksom på, at det er lovpligtigt at tegne en hundeansvarsforsikring. Den dækker, hvis din hund kommer til at gøre skade på mennesker, dyr og ting. Udover ansvarsforsikringen kan du også tegne en sygeforsikring til din hund.
Hundesygeforsikringen dækker udvalgte skader og sygdomme, så du ikke skal bekymre dig om dyre regninger, hvis din hund pludselig bliver syg. I stedet kan du trygt tage din hund til dyrlæge, så snart du har mistanke om sygdom eller smerter.
Læs også: Er din hund syg?