Tilbage
Undgå vinterens uheld og autohjælp
Få fire gode råd til, hvordan du kan klare dig sikkert igennem vinteren.
Vi har allieret os med Anette Bjørn Juncher, vagtcentralchef i SOS Dansk Autohjælp. Vi har samlet hendes fire bedste råd til, hvordan du kan forebygge uheld og behov for autohjælp i de kommende vintermåneder.
1. Skift til vinterdæk
- Skift til vinterdæk når temperaturen er under 7 grader. Det er vigtigt at være opmærksom på, for vejbanens temperatur er noget lavere end luften.
- Lovkravet siger, at mønsteret på vinterdæk skal være 1,6 mm. Men SOS Dansk Autohjælp anbefaler et dækmønster på minimum 3 mm.
2. Hold øje med dit bilbatteri
- Hold øje med, om din bil kan være svær at starte. Hvis der på kolde og fugtige morgener skal lidt mere til, før bilen tager ved, er det en rigtig god idé at få tjekket dit bilbatteri hos dit lokale værksted.
- Undgå, at køre videre på et dårligt batteri, skift i stedet til et nyt.
3. Brug frostsikker væske
- Kølervæsken beskytter din motor, og derfor er det vigtigt at anvende en frostsikker udgave.
- Køb kølervæske, som kan beskytte ned til mellem 25 og 35 minusgrader.
- Anvend frostsikker sprinklervæske, så du ikke pludselig risikerer dårligt udsyn.
- Hæld rigeligt med sprinklervæske på bilen, da vinteren er årstiden for skidt og snavs.
4. Tjek bilens sigtbarhed
- Tjek om dine lygter og blinklys lyser, som de skal.
- Glasset på lygter og blinklys bliver nemt tilsmudset, så rengør det jævnligt.
- Tjek, at gummilisterne på dine vinduesviskere er rene og intakte.
Hvis uheldet er ude
Med de ovenstående fire råd er du og din bil godt sikret mod den kolde og mørke vinter. Men du kan selvfølgelig aldrig gardere dig 100 %, og derfor er det en god idé altid at have lommelygte, skovl og refleksvest med i bilen, og også gerne ekstra varmt tøj og sko.
Hos Vestjylland Forsikring kan du tilføje autohjælp til din bilforsikring. Det giver dig frihed til at vælge dit lokale værksted, hvis du en dag får brug for autohjælp. Dermed kan du få din bil repareret af den mekaniker, du har mest
tillid til – og komme trygt og sikkert videre.