Tæt på

Tilbage

Den personlige betjening vinder stadig frem

26-02-2021

Årsrapporten for 2020 afspejler endnu et godt år for Vestjylland Forsikring.

På trods af corona-pandemien klarede Vestjylland Forsikring sig godt igennem 2020. Årets resultat lyder på 41,7 millioner kroner før skat, hvilket naturligvis skaber tilfredshed hos selskabets direktør.

- Da vi i foråret stod midt i corona, var vi selvfølgelig bekymrede for, hvordan det ville gå. Ville folk overhovedet tegne forsikringer, og hvad ville det betyde for vores forretning? Men nu kan vi se, at det er gået bedre end forventet, siger Jørgen Ladekjær, som dog har blandede følelser i forhold til resultatet. 

- Det er jo en underlig fornemmelse, når andre brancher har oplevet hårde tider, og folk har mistet deres arbejde.

Flere kunder og anderledes fordeling af skader
I årsrapporten fremgår det, at Vestjylland Forsikring har oplevet en tilfredsstillende fremgang i bruttopræmieindtægter på 9,1 %. Resultatet skal blandt andet ses i lyset af, at der under corona har været godt gang i bil- og sommerhushandler.

- Det skaber jo et naturligt fokus på forsikringer, og dermed kommer der også flere kunder i spil, forklarer Jørgen Ladekjær.

Samtidig er det værd at bemærke, at udgifterne til skader samlet set ikke er faldet under corona. I stedet fordelte skaderne sig anderledes.

Antallet af skader på afbestillingsforsikringer steg mærkbart efter nedlukningen i marts måned.  Der var færre skader på bilforsikringer på grund af den milde vinter, og derefter kom nedlukningen, som for mange betød hjemmearbejde – og dermed færre biler på vejene. Nedlukningen af skoler og fritidsaktiviteter betød også færre sportsskader, som typisk ville være tandskader og skader på arme og ben.

Men store personskader og reguleringer på personskader fra tidligere år har ifølge Jørgen Ladekjær været den væsentligste årsag til, at bruttoskadeprocenten endte på 72,3 % mod 64,5 % i 2019.

- Sammenlagt er det forsikringstekniske resultat på 24,7 millioner kroner et tilfredsstillende resultat, siger han.

Behovet for personlig betjening har ikke ændret sig under corona
Med landets corona restriktioner har mange brancher oplevet en kraftig stigning i onlinesalget. Ligeledes har en del danskere udskiftet de fysiske møder med video møder – både privat og på arbejde.

Men bevægelsen mod det digitale univers kan ikke på samme måde aflæses hos Vestjylland Forsikrings kunder.

-  Vi gennemfører stadig en del kundebesøg under forsvarlige forhold, og vi mærker generelt, at kunderne stadig efterspørger den personlige betjening, siger Jørgen Ladekjær og uddyber:

- Forsikring handler om tillid. Det er et kompliceret produkt, som skal virke, hvis kunden får en skade. Og her finder mange tryghed i det nære bånd til Vestjylland Forsikring, som jo er en central del af vores vestjyske DNA.

Jørgen Ladekjær er dog bevidst om, at flere kunder har fået øjnene op for bekvemmeligheden ved videomøder.

- Vi tror stadig på, at vores forretningsmodel med fokus på den personlige betjening holder. Men vi vil i højere grad omfavne de kunder, som foretrækker video eller andre digitale tilgange frem for det traditionelle besøg. Der skal være plads til begge typer kunder hos os, så det bliver et fokusområde i 2021.

Afslutningsvis tilføjer Jørgen Ladekjær, at 2020 også var året, hvor Vestjylland Forsikring for tredje gang i træk havde de mest tilfredse privatkunder.