Tæt på

Tilbage

Nyt sponsorsamarbejde etableret i Esbjerg

23-06-2020

Esbjerg Golfklub og Vestjylland Forsikring indgår samarbejde - En gevinst for alle.

Medlemmer af Esbjerg Golfklub har måske lagt mærke til et nyt logo på golfanlægget på Sønderhedevej. Klubben har nemlig indgået et sponsorsamarbejde med Vestjylland Forsikring, som fra denne sæson bliver en aktiv medspiller på og uden for banen. 

- Der er tale om en gensidig aftale, som skal komme begge parter til gode. Vi hjælper Vestjylland Forsikring med at skabe synlighed og kendskab blandt vores spillere, og til gengæld får vi et større økonomisk råderum til at skabe endnu bedre forhold for vores medlemmer, siger Esbjerg Golfklubs trænermanager, Johannes Eriksen. 

Han glæder sig blandt andet over, at den nye aftale giver mulighed for at iværksætte nye, spændende projekter i klubben, som kan komme både junior- og sportsafdelingen til gode. Samtidig tror han på, at aftalen også kan styrke det vestjyske lokalsamfund.

- Vi er jo begge forankret i det vestjyske, og det er mit klare indtryk, at Vestjylland Forsikring har en seriøs og sund forretning ligesom os. Og hvis vi med et samarbejde kan gøre hinanden endnu bedre, så er det jo bare en gevinst for alle. Ikke kun for os og vores medlemmer og kunder, men også for lokalområdet generelt, siger Johannes Eriksen. 

Vil tættere på kunderne 

Hos Vestjylland Forsikring ser vi også frem til det nye sponsorsamarbejde.  - Esbjerg Golfklub har meget fokus på, hvordan klubben bliver bedst for medlemmerne. Og som kundeejet forsikringsselskab har vi samme tilgang, når det gælder vores kunder. Så der ser vi et stort fællesskab, som kan udvikle sig til et stærkt samarbejde, siger Vestjylland Forsikrings salgschef Torben Lyngvig. 

Vestjylland Forsikring har i forvejen to assurandører tilknyttet Esbjerg-området. Med den nye aftale er Torben Lyngvig sikker på, at selskabet kan komme endnu tættere på de esbjergensiske kunder. 

- Vi vil gerne være tæt på kunderne, og det her er en god måde at komme tæt på lokalsamfundet i Esbjerg. Vi vil hellere støtte lokalforeninger end at bruge pengene på fx telemarketingselskaber. Det kommer du ikke tæt på nogen af, og du bidrager heller ikke til lokalsamfundet, siger Torben Lyngvig og uddyber. 

- Så vi håber, at vi får en fælles succes. Hvor vi ender med at have mange glade kunder i Esbjerg-området, samtidig med at vi bidrager til, at Esbjerg Golfklub fortsat kan være en rigtig god klub for medlemmerne.