I 2017 begyndte Mads Lindstrøm som finanselev i Vestjylland Forsikring. Nu indtræder han som ny assurandør, hvor han fremover skal rådgive kunderne i Herning, Brande, Ikast og Bording sammen med vores øvrige assurandører i området.
- Jeg glæder mig til at møde kunderne ansigt til ansigt og give dem den bedste rådgivning omkring deres forsikringer, siger 26-årige Mads Lindstrøm, der selv bor i Herning.
Stærke relationer giver god service
Efter den 2-årige elevperiode blev Mads Lindstrøm i 2019 ansat i policeafdelingen hos Vestjylland Forsikring. Men lysten til at møde mennesker og yde personlig service har altid været et stort ønske, og derfor ser han frem til den nye stilling som assurandør.
- Det fysiske møde er en stor drivkraft for mig. Du får en stærkere relation til kunderne, når du møder dem i deres hjem frem for over telefonen. Det gør, at du på en mere personlig måde kan hjælpe, siger Mads Lindstrøm, som har en stor interesse for forsikringsbranchen:
- Forsikringer er jo ikke noget, som mange interesserer sig for, og det kan være svært stof at sætte sig ind i. Så det har lidt en ekspertviden, som du skal videregive til kunden og på den måde rådgive dem bedst muligt.
Det perfekte match
Mads Lindstrøm tiltrådte som assurandør 1. marts 2022 og skal sideløbende færdiggøre sin uddannelse på Forsikringsakademiet. Han føler sig dog allerede godt klædt på til stillingen.
- Som rådgiver i policeafdelingen har jeg haft meget kundekontakt, og jeg er godt hjemme i love og paragraffer. Kunderne kan forvente en åben, venlig og lyttende person, som de kan stole på. Jeg er meget detaljeorienteret og vil altid sørge for, at kunderne får de forsikringer, de har behov for – nye såvel som eksisterende, siger han.
Og at det netop er kunderne i Vestjylland Forsikring, som snart får besøg af Mads Lindstrøm, er ingen tilfældighed.
- Jeg har altid haft det rigtig godt hos Vestjylland Forsikring og er glad for at være her. Det er et lokalt selskab, som både tænker på deres medarbejdere og deres kunder, og som støtter mange gode formål. Og så har jeg nogle virkelig dygtige og gode kollegaer, afslutter han.