Årets resultat lød på 69,8 mio. kr. efter skat – en forbedring på 63,3 mio. kr. i forhold til 2018.
”Det er et flot resultat, der viser, at vi driver en bundsolid forretning år efter år,” siger Jørgen Ladekjær, direktør i Vestjylland Forsikring.
Flere faktorer spiller ind
Ifølge Jørgen Ladekjær skyldes det positive årsresultat en blanding af flere faktorer.
Som det vigtigste har den forsikringstekniske del af forretningen givet et solidt resultat på 36,4 mio. kr. før skat – ca. 9 mio. kroner bedre end i 2018.
”Det er den primære drift i vores virksomhed, så det gør mig stolt,” siger Jørgen Ladekjær og giver en forklaring på resultatet.
”Vi har oplevet stor tilgang af nye kunder, der betyder højere præmieindtægter til at dække skaderne. Derudover har der været færre skader end forventet, og så har tilbageførsler på gamle skader fra selskabets ulykkesforsikringer haft positiv betydning for resultatet.”
På investeringssiden har Vestjylland Forsikring desuden opnået et ekstraordinært resultat på 50,6 mio. kr. før skat. Resultatet kan tilskrives en ansvarlig investeringspolitik samt en kursregulering på 30,8 mio. kr. fra selskabets aktier i Vestjysk Bank.
Nye kunder strømmer til – gamle kunder bliver
I 2019 tegnede næsten 4000 nye kunder forsikringer hos det vestjyske selskab, hvilket var en del flere, end Jørgen Ladekjær havde forventet.
For ham er det dog mindst lige så vigtigt, at langt de fleste nuværende kunder fortsat ønsker at være en del af forsikringsselskabet.
”I et konkurrencepræget marked er det dejligt at se, at vi hvert år vækster på kundefronten. Men der er heller ikke mange, der flytter fra os, og den loyalitet er vi mindst lige så stolte af.”
Hemmeligheden bag fremgangen
Men hvad er egentlig hemmeligheden bag det stigende antal af loyale kunder hos Vestjylland Forsikring? Ifølge Jørgen Ladekjær er det en kombination af to ting.
”Vi er et geografisk afgrænset selskab, som møder vores kunder i øjenhøjde. Den nærhed kan både vi og kunderne godt lide. Og så gør vi en dyd ud af at involvere os i det lokalområde, som vi selv lever i.”
Vestjylland Forsikring støtter især det frivillige foreningsliv rundt omkring i lokalområdet. Og i slutningen af 2019 donerede de 1,7 mio. kroner til et udendørs lege- og trænings område til de indlagte børn og unge på det kommende Regionshospital i Gødstrup.
”Jeg tror, at mange af vores kunder kan identificere sig med de værdier, vi står for. Alle forsikringsselskaber kan tilbyde forsikringer som vores, men vores værdier er unikke for os,” afslutter Jørgen Ladekjær.