Tæt på

Tilbage

Landmanden, der blev lokal forsikringsmand: "Det har været en fantastisk rejse"

25-03-2020

Trofast medarbejder går på pension

Ole Stride har de sidste 33 år været trofast medarbejder hos Vestjylland Forsikring. Nu går den 72-årige assurandør på pension, men minderne og de lokale værdier tager han med sig.

I foråret 1986 fik Ole Stride besøg af den lokale assurandør fra Vestjylland Forsikring på sin 56 hektar store gård i Skave. Han havde netop solgt sine kvæg og havde svært ved at få tiden til gå med sine kornafgrøder. Efter 13 år som fuldtidslandmand var det tid til at prøve noget nyt.

”Jeg spurgte assurandøren, om man kunne leve af det, han beskæftigede sig med. Og det mente han da nok. Bagefter tog jeg hen til den daværende direktør for at høre, om han ikke manglede en mand.”

Få måneder senere blev Ole Stride ansat som assurandør i Vestjylland Forsikring.

Tirsdag den 31. marts har han sidste dag hos den arbejdsplads, som skulle vise sig at blive det perfekte match. 

Fælles DNA

Skiftet til forsikringsbranchen gik uden problemer for Ole Stride. Han passede sine kornafgrøder som hobby, men brugte nu arbejdstiden på at pleje de lokale kunder i Holstebro, Vinderup, Skive og Viborg.

”Jeg fandt ud af, at jeg ikke var så ringe til at snakke med kunderne om deres forsikringsbehov. Og det blev hurtigt en drivkraft for mig at besøge dem, og hjælpe med deres forsikringer,” siger Ole Stride.

Den lette overgang skyldtes også, at han hos Vestjylland Forsikring fandt en arbejdsplads, som delte de samme værdier som ham selv.

”Vestjylland Forsikrings DNA bygger på nærhed, troværdighed og service, og de værdier har også altid været vigtige for mig som person,” siger han og forklarer, at det særlige DNA er det samme i dag som for 33 år siden.

”Den store forskel fra dengang til i dag er, at vi nu er flere medarbejdere, og at vi har nogle andre arbejdsredskaber takket være teknologien. Men kernen i forretningen, og den gode kundebetjening, har ikke ændret sig.”

Et hjerte, der banker for det lokale

Et andet område, som Ole Stride og Vestjylland Forsikring viste sig at have til fælles, var interessen for det lokale foreningsliv.

Da Ole Stride var 10 år, blev han en del af ungdomsorganisationen 4H – Hånd, Hoved, Hjerte og Helbred. Projektet gik ud på at engagere børn med interesse for natur, dyr, haver og madlavning, og lære dem at drive deres egen forening.

”Jeg påtog mig tjansen som kasserer. Efter fastelavnsfesten kunne jeg næsten ikke cykle hjem på grund af alle de en-ører og to-ører, jeg havde i lommerne,” husker Ole Stride.

Tiden i 4H vækkede en kærlighed for foreningslivet, og den har ikke sluppet sit tag siden.

”Det bliver jo et eller andet sted en livsform, som jeg har været heldig med også at kunne praktisere gennem mit arbejde hos Vestjylland Forsikring,” siger den 72-årige assurandør, som især er glad for, at hans arbejdsplads støtter de lokale byer og foreninger i det midt- og vestjyske område, netop der hvor kunderne også er.

”Et stærkt foreningsliv er hele fundamentet for, at små lokalområder kan eksistere.”

Selv har Ole Stride taget sin tørn i det lokale foreningsliv i Skave og omegn.

For omkring 15 år siden var han med til at igangsætte Hogager Erhvervsklub, som støtter op om det lokale håndboldhold. I dag sidder Ole Stride som formand. Han hjælper også til i Skave Multihus, hvor han sammen med sin hustru Aase bruger flere timer om ugen som frivillige i caféen.

En ny rejse venter

Timerne i det frivillige foreningsliv bliver ikke mindre, når Ole Stride den 31. marts går på pension. Ligesom der også bliver mere tid til at nusse om kornafgrøderne på gården i Skave. Men selv om hjertet banker for Vestjylland Forsikring og det lokale, spejdes der også ud mod verden.

”Jeg skal da ud og se lidt af verden sammen med Aase. Det har vi også været tidligere, men nu bliver der mere tid til det,” siger han og forklarer hans passion for at rejse.

”Det er den eneste måde, man kan lære at forstå den verden, vi lever i. Jeg kan godt lide at opleve, hvordan andre mennesker har indrettet deres liv, og hvorfor de gør, som de gør.” 

Om få dage vinker Ole Stride farvel til en længere rejse hos Vestjylland Forsikring. Han kommer især til at savne kontakten ud til de lokale kunder, ligesom han også får svært ved at sige farvel til sine kollegaer.

”Der har altid været et unikt sammenhold i Vestjylland Forsikring. Den vestjyske fælles ånd har gjort, at jeg er kommet tæt på de andre. Vi er ikke bare gode kollegaer, vi er også gode venner mange af os. Og det er ret stort, at man kan opnå det gennem sit arbejde,” siger Ole Stride, mens han tænker tilbage på sine 33 år i Vestjylland Forsikring.

”Alle de minder og de røverhistorier, der også var plads til, glemmer jeg aldrig – de er gode at have på sine gamle dage.”