Tæt på

Tilbage

Solidt årsresultat skaber godt afsæt for fremtiden

28-02-2022

Årsrapporten for 2021 er positiv læsning og skaber et stærkt fundament forud for en ny strategiperiode.

Vestjylland Forsikring kan se tilbage på endnu et godt regnskabsår. Resultatet for 2021 lød på 76 millioner kroner før skat, hvilket er en stigning på 34 millioner kroner i forhold til sidste år.

Det positive resultat styrker selskabets egenkapital yderligere, som nu udgør 621 millioner kroner.

- Det er jo et bundsolidt resultat, som samtidig afslutter en treårig strategiperiode, hvor vi har nået mange af de mål, vi har sat os. Og det giver os et stærkt fundament forud for en ny og spændende strategiperiode, siger Jørgen Ladekjær, direktør i Vestjylland Forsikring.

Sund kundetilgang, færre skader og et pænt investeringsafkast
Bag årets resultat gemmer sig flere vigtige faktorer. Præmieindtægterne er steget med 7 % i forhold til sidste år og udgjorde 361,1 millioner kroner i 2021. Stigningen skyldes især en nettotilgang af kunder på 5,6 % og flere forsikringer til bestående kunder.

- Vi har en sund kundeportefølje, som gør, at vi hvert år kan levere stærke resultater. Præmieindtægterne ville endda have været højere, hvis ikke vi havde sænket prisen på bilforsikringer. Men som kundeejet selskab forsøger vi jo at nedsætte præmierne, når vi finder det forsvarligt, siger Jørgen Ladekjær.

Med til det positive årsresultat hører også et skadesforløb med færre skader på baggrund af Covid-19.

Derudover har selskabets investeringsvirksomhed givet et afkast på 27,9 millioner kroner.

Resultatet skal investeres i kundeoplevelsen
2021 var også året, hvor Vestjylland Forsikring indtog andenpladsen i EPSI’s kundetilfredshedsmåling, hvor vi i de seneste 6 år har opnået fire førstepladser og to andenpladser.

- Vi vil gerne gøre kundeoplevelsen endnu bedre end i dag. Selv om vi scorer tårnhøjt, så er der stadig områder, hvor vi kan blive bedre, siger Jørgen Ladekjær.

Og en ny treårig strategiperiode skal være med til at fastholde den høje tilfredshed.

- Vi skal lægge lag på det, vi allerede gør. Vi skal være mere involveret i lokalsamfundet, vi skal tilbyde kunderne flere digitale muligheder, og så skal vi være en interessant og spændende arbejdsplads, som tiltrækker dygtige medarbejdere, siger Jørgen Ladekjær og afslutter:

- For os, er det ikke et mål at vokse med flere hundrede millioner kroner. For os, er det et mål at vokse forsvarligt og være et stærkt, lokalforankret forsikringsselskab med den højeste kundetilfredshed.