De første seks måneder af 2017 har Vestjylland Forsikring tjent 22,7 mio. kr. efter skat. Det er en forbedring på 5 mio. kr. i forhold til samme periode sidste år.
En del af forklaringen bag det forbedrede resultat er, at Vestjylland Forsikring til stadighed får flere og flere kunder.
”Vi har i første halvdel af 2017 fået flere nye kunder end nogensinde før. Det er vi naturligvis meget glade for, og jeg er ikke i tvivl om, at det blandt andet skyldes, at vi har meget tilfredse kunder, og deres anbefalinger trækker flere til,” vurderer Jørgen Ladekjær, direktør i Vestjylland Forsikring.
Vestjylland Forsikring er i den uafhængige EPSI-måling kåret som forsikringsselskabet med Danmarks mest tilfredse kunder. Jørgen Ladekjær peger på, at selskabet da også målrettet arbejder for en høj kundetilfredshed. Det sker helt praktisk ved, at selskabet satser på en kombination af personlig rådgivning, online kundebetjening og hurtige svar via telefonen.
Priser og produkter rammer markedet
Vestjylland Forsikring er kundeejet, så de seneste år er priserne sænket, og produkterne løbende blevet forbedret. Blandt andet er ulykkesforsikringen i 2017 forbedret med flere behandlingsmuligheder og færre undtagelser. I foråret lancerede selskabet også en ny forsikring af veteranbiler.
”Det er klart, at kundetilfredsheden også hænger sammen med, at vores priser og produkter bliver forbedret, så vi står godt i den hårde konkurrence på forsikringsmarkedet,” siger Jørgen Ladekjær.
Flere kunder – flere ansatte
Mange flere kunder skaber travlhed, og Vestjylland Forsikring har derfor netop ansat nye medarbejdere på hovedkontoret i Videbæk.
”Vi har tilført ressourcer til den direkte kundekontakt, og vi har desuden ansat to, som skal arbejde med at udvikle forretningen. Det sker i erkendelse af, at kundetilfredshed ikke kommer af sig selv, den skal vi arbejde for. Der skal være en god balance mellem den personlige kontakt og udnyttelsen af nye digitale muligheder. Både vores erfaring og undersøgelser viser, at kunderne ønsker personlig kontakt, og den kan ikke umiddelbart erstattes af robotter eller andre online tjenester. Samtidig ved vi også, at vores kunder forventer, at vi udnytter nye digitale muligheder dér, hvor det giver mening,” siger Jørgen Ladekjær.
Vestjylland Forsikring er økonomisk godt polstret til forsat at udvikle forretningen og bevare den høje kundetilfredshed. Egenkapitalen udgør nu 393 mio. kr., en forbedring på 23 mio. kr. siden nytår.